Spring til indhold

Stor medaljehøst til HG gymnastikpiger

HGs mini-piger tager bronzemedaljer med hjem fra weekendens Julecup i Gladsaxe og bringer den samlede medaljehøst op på fire ved sæsonens første konkurrence for foreningens TeamGym-hold. 

Sidste weekend hentede begge juniorpigehold og et micropigehold en sølv- og to bronzemedaljer ved Julecup i Gladsaxe, hvor hold fra Fyn, Sjælland og øerne deltager. Denne weekend var det så minipigernes tur til at komme på gulvet for første gang denne sæson. 

Flot rytmeserie gjorde forskellen 

Pigerne i alderen 10 til 13 år leverede solide spring på bane og i minitrampolinen med ganske få fejl, men det var holdets flotte rytmeserie på gulv, der indbragte dem rækkens anden højeste karakter og dermed sikrede bronzemedaljerne i Talent række 3. 

Fire hold på podiet 

HGs sportschef Mathias Karlshøj er da også yderst tilfreds med alle konkurrenceholdenes indsats ved den traditionsrige Gladsaxe Julecup og den store medaljehøst med fire hold på podiet ud af seks mulige. ”Det er altid spændende at se, hvor vi ligger henne i forhold til de andre hold ved sæsonens første konkurrence”, siger han og fortsætter, ”så det er svært at få armene ned igen, når vi henter så mange medaljer og nu glæder vi os til, at den rigtige konkurrencesæson går i gang efter nytår for alle foreningens hold.” 

Fakta om TeamGym i HG 

TeamGym er en holdsport inden for spring- og rytmegymnastik. Hvert hold består af 6-12 gymnaster, der gennemfører tre discipliner: spring på fiberbane, spring i minitrampolin og en rytmisk serie på gulv. HG Gymnastik har flere hold for micro-, mini- og juniorpiger samt to hold for seniordamer, der alle træner målrettet mod deltagelse i GymDanmarks konkurrencer. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontakt

Ris og ros, idéer og ændringer - vi takker for det hele.