Spring til indhold

Stærke juniorpiger tog guldet hjem

Lørdag lagde Helsinge Hallerne gulv til årets sjællandsmesterskaber i teamgym for mini- og juniorgymnaster i Danmarksserien, og det blev en sand triumf for juniorpigerne fra Herlufsholm/Vintersbølle, hvis præstation tog dem hele vejen til mesterskabet.

Dagen var ikke uden udfordringer for holdet, der under opvarmningen blev ramt af et par skader. Men reserverne var klar, og med små justeringer lykkedes det pigerne at holde hovedet koldt og hive mesterskabet hjem. 

Holdet opnåede dagens højeste karakter i spring i minitrampolinen og den næsthøjeste karakter i de to andre discipliner spring på fiberbane og rytmeserie. Der var således ikke tvivl om sejren og et helt point ned til andenpladsen, som gik til Slagelse GF.

Tre års målrettet indsats

– Gennem de sidste tre år har juniorpigerne arbejdet målrettet og gennemgået en stor udvikling, fortæller springtræner Peder-Andreas Nerup i en pressemeddelelse fra Herluftsholm Gymnastikforening.

 I 2023 lå holdet på en andenplads i 3. division og nu to år senere bliver de nummer et i 1. division. 

– En af grundene til holdets succes finder man også i sammenholdet blandt pigerne. Det fik vi set i dag, hvor der pludselig blev behov for at andre skulle træde til og tage ansvar, lyder de rosende ord fra træneren.

Herlufsholms minipiger kunne også tage en guldmedalje med hjem fra Sjællandsmesterskaberne. Holdet er rykket op i landets bedste række denne sæson og var derfor placeret i 4. division, hvor de gjorde rent bord. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Kontakt

Ris og ros, idéer og ændringer - vi takker for det hele.