Gymnastik er for alle

HG Gymnastik er en forening for alle. Når vi siger alle – ja, så mener vi faktisk alle. Derfor har vi også etableret flere hold for børn, som har brug for gymnastik på en anden måde. Pjecer på holdene kan downloades.

“Mix med Støtte”

“Mix med Støtte” er et HG Gymnastik-projekt for drenge og piger mellem 6 og 10 år, med udfordringer i hverdagen og eventuelle motoriske udfordringer i forhold til rytme og spring. “Mix med Støtte” er ligeledes for børn der er særligt sensitive og følsomme eller som på den ene eller anden måde er hæmmet i sin udvikling eller omgang med andre. Det vigtigste er dog, at man stadig har lyst til at prøve kræfter med gymnastikken.

Der arbejdes med alle motoriske aspekter som balance, koordination og rytme ved hjælp af en masse skumredskaber og øvelser.

Det er et hold som koncentrerer sig om dem der kan mindre, men gerne vil mere. Et hold for dem der kan have det svært under normale omstændigheder med store hold og en masse larm.

“Jump4fun”

Jump4fun er et hold der gennemføres i samarbejde med Næstved kommune og DGI. Jump4fun er et foreningstilbud for børn og unge i alderen 6-16 år, som er udfordret af overvægt og/eller manglende motoriske kompetencer.

På Jump4fun er der et særligt fokus på, at have det sjovt sammen, mens vi samtidig dyrker motion. Vi fokuserer på bevægelsesglæde, godt kammeratskab, fællesskabsfølelse, selvværd og trivsel.

Som deltager på et Jump4fun-hold er man med på det niveau, man har. Man behøver ikke at kunne noget gymnastik i forvejen, når man begynder.